Vi tror på, at unge kan noget, vil noget og har lyst til oplevelser
På Brøruphus Efterskole er det selve samværet og mødet mellem mennesker, der er det helt centrale. Et forpligtende fællesskab, hvor vi alle oplever, at vi kun lykkes, når vi bidrager positivt og med respekt for hinanden. Vi tror på, at vi har skabt nogle rammer, hvor unge mennesker modnes, og hvor de i trygge rammer lærer om livet – både når det er svært og når alt bare lykkes.
Vi har fantastiske faciliteter og et inspirerende undervisningsmiljø, hvor dygtige og engagerede lærere skaber gode forudsætninger for læring for vores mere end 170 elever. Med livsmod, livsduelighed og det forpligtende fællesskab som bærende elementer, er vi en efterskole med rod i den danske frie skoles tradition byggende på det Grundtvig-Koldske skole – og menneskesyn.